Jeg er blevet den stolte modtager af et los i røven. Sådan ét virker bedst, når man ikke ved, at man har brug for det. Det vidste jeg åbenbart ikke.
For det havde jeg da ikke brug for. Jeg var syg, min arm begyndte at blive slap, og mit ben gav væk under mig. Jeg var patient på sklerose-afdelingen, skrev på min blog og kunne ikke træne.
Og så kom jeg ud til Brian. Brian er en af de bedste militære femkæmpere i verden, og så er han en knalddygtig fysioterapeut.
Han behandlede for længe siden en skade, jeg havde i foden, og jeg ringede til ham, da jeg havde en nagende fornemmelse af, at jeg skulle have gang i min krop igen, efter at den havde holdt stille siden juli.
Jeg ankom på
hans klinik i en slem forfatning: Stakåndet, fordi jeg havde skyndt mig, med en slatten arm og et ben der ikke ville som jeg ville. Og for at føje spot til skade kunne jeg ikke fortælle ham, hvad der var sket med mig uden at begynde at tude. Ikke et højdepunkt på min manddoms-skala.
Men nogen gange skal man åbenbart ramme bunden, før man kan komme op igen. Brian undersøgte mig, konstaterede kraftnedsættelserne i mit højre ben og arm og hørte på min sygehistorie.
Og så kiggede han mig dybt i øjnene og sagde:
- Thure, du skal i gang med at træne. Nu.
Og så snakkede han videre om en masse fysioterapeut-ting, som jeg ikke kan huske, fordi jeg indså, at jeg var holdt helt op med at stritte imod sygdommen.
Fire dage senere kørte jeg til Aalborg med min ældste søn på genoptræningslejr. Jeg gik ned i min gamle cykelbutik og lånte den her:
Og hver dag, når Kasper sov til middag, sad jeg på den og kiggede denneher vej:
Siden jeg kom hjem til Amager, er jeg fortsat med at cykle én time om dagen, og hver anden dag hænger jeg i det her:
og laver pull ups, dips, crunches, one leg sqauts og andet smertefuldt, der skal tvinge livet tilbage i mine lemmer.
Forvandlingen er total. Det er som om, at så snart jeg sidder på cyklen, bliver jeg mindet om at man ikke kan vinde over noget, hvis man ikke kæmper for det. Det havde jeg helt glemt midt i alle tiderne på sklerose-afdelingen, bivirkningerne fra medicinen, stik i armene, hænderne og i ryggen, slatne lemmer og unger, der tuder.
Patienten er den samme. Sygdommen er den samme. Men situationen er en helt anden.
På opfordring har jeg for lige læst
en af Lance Armstrongs bøger. Han skriver, at hans sygdom er det bedste, der nogensinde er sket for ham. Fordi den tvang ham til at revurdere hans liv.
Nu ville jeg helt ærlig allerhelst have undværet min rygmarvsbetændelse. Men jeg kan godt se hans pointe. Og jeg er da osse sikker på, at der godt kan komme noget godt ud af alt det her engang.
For fanden, jeg har sguda meldt mig til et
mtb-løb på søndag! Hvad skal det ikke ende med ...
